24.02.2023 — 00:00
Nordisk-Russisk Musikforening præsenterer Rudersdal Kammersolister i et program, som de senere på foråret spiller på deres USA-turné med koncerter i New York og Pennsylvania.
Ensemblet har senest høstet international anerkendelse for sin første cd-indspilning med bl.a. topkarakter 5 stjerner i BBC Music Magazine og stor ros fra Gramophone, der skrev ”formidably accomplished as expected from musicians of the highly regarded Rudersdal Chamber Players”.
Siden starten i 2017 er de blevet et efterspurgt ensemble med ca. 30 årlige koncerter. De har turneret i Sverige, Norge, Tyskland, Polen og Rusland (før krigen), og udover
USA har de bl.a. engagementer i Canada i kalenderen. I USA er de inviteret af Weekend of Chamber Music ledet af komponisten Andrew Waggoner. Christine Pryn samarbejdede med ham for år tilbage, og han genoptog kontakten, da han hørte om etableringen af kammersolisterne, som han har udtrykt stor begejstring for.
Aftenens program byder på klassikere af musik af Rachmaninov, Carl Nielsen og den svenske romantiske komponist, Amanda Maier-Röntgen. Rudersdal Kammersolister har gjort det til en mærkesag at udbrede kendskabet til kvindelige komponister fra romantikken, der ikke har fået den opmærksomhed, som deres musik fortjener. Maier-Röntgens musik ligger stilmæssigt et sted mellem Schumann og Richard Strauss og er både virtuos og velklingende.
Det nye værk på programmet er klaverkvartetten ”to be or not to be…” skrevet til ensemblet i 2019 af den anerkendte russisk-britiske komponist, Dmitri Smirnov. Det blev det sidste større værk, han færdiggjorde, før han gik bort under pandemien. Hans musik blev bandlyst af Sovjetstyret, hvorfor han flygtede til England. Det nye hjemland tog han især til sig gennem lyrikken og litteraturen, og han havde en forkærlighed for især Blake og Shakespeare, hvis ”Hamlet” er inspirationskilden her.
Program:
Carl Nielsen: Helios Ouverture arrangeret for klaverkvartet af Karl Aage Rasmussen
Dmitri Smirnov: to be or not to be…
Sergei Rachmaninov: Trio Élégiaque nr. 1 i g-mol
Amanda Maier-Röntgen: Klaverkvartet i e-mol
Medvirkende:
Christine Pryn, violin
Isabelle Bania, bratsch
John Ehde, cello
Manuel Esperilla, klaver