Equinox er en klassisk musik- og dansefestival, der hver sommer afholder koncerter spækket med ny koreografi og spændende musik med fokus på oversete – oftest kvindelige – komponister.
Alle festivalens koncerter har en afslappet og venlig atmosfære, så alle kan føle sig velkomne – også dem der vil prøve en klassisk koncert for første gang.
Til årets afslutningskoncert kan du forvente en oplevelse, som går helt fra det poetiske til festfyrværkeri.
Programmet byder bl.a. på Gabriella Smiths skøre og medrivende værk Carrot Revolution for strygekvartet, her genfortolket med en helt ny koreografi af Elenora Morris, og til allersidst den storslåede Nonet for klaver, strygere og blæsere af Samuel Coleridge-Taylor, et mesterværk, som han færdiggjorde, da han var blot 19 år gammel.
Kom og vær med – vi glæder os til at fejre festivalens sidste koncert sammen med jer.