20.09.2024 — 17:30
støvskyer er et collageværk for bratsch, stemme og loopstation, skrevet og opført af Kirsten Wilbrandt Kjær. Det er et intimt og søgende værk om kærlighed og tab, om støv og frossent brød, om det der kan gro og det der ikke kan.
Værket tager udgangspunkt i teksten støvskyer, hvor jeget bevæger sig rundt i et afdødt familiemedlems hus. Musikalsk er det en collage af improvisation, egne kompositioner og lånt materiale fra bl.a. folkemelodier og musik af Haydn, Kurtag og Vasks.
Især udvalgte stykker fra komponisten György Kurtágs ‘Signs, Games and Messages’ er en musikalsk grundsten i værket. Mange af disse var skrevet til minde om afdøde og var, som titlen antyder, tænkt som bl.a. tegn eller beskeder. Det er små kommunikerende stykker musik, der vil i kontakt med os, men også med noget større. Sammen med teksten støvskyer taler de ind i et univers af tab og søgen, af kærlighed og overskridelse.
Værket opføres for første gang i Danmark til Vækst Festival 2024 og varer cirka 25 minutter.
Om Kirsten Wilbrandt Kjær
Kirsten Wilbrandt Kjær er en dansk bratschist (f. 1999). I 2023 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris og i 2024 modtog hun Sonnings Talentpris sammen med sin strygekvartet AKELA, som også kan høres på festivalen.
VÆKST Festival – Vesterbros æstetiske, kollektive, sanselige todages festival afholdes for andet år. Båret frem af et ønske om at styrke vækstlaget for klassisk og ny kompositionsmusik i Danmark har otte ensembler siden januar 2024 haft Musikhuset Københavns historiske lokaler som deres kunstneriske hovedkontor og faste øvelokale. Her har de haft rammerne til samarbejde på tværs af ensemblerne og udviklet nye koncertkoncepter. VÆKST Festival er kulminationen på mange måneders arbejde, øvelser og revideringer.
VÆKST Festival 2024 er støttet af Københavns Kommune, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, William Demant Fonden, A.P. Møller Fonden, Sonning-Fonden, Knud Højgaards Fond og Nordea-fonden.
Køb billet